Voldskvinde efterlyst: Slog 19-årig buspassager i ansigtet

(Foto: Allan Andersen)

AARHUS: Onsdag eftermiddag kl. 14.30 skulle en 19-årig kvinde med buslinje 4A fra Silkeborgvej tæt på City Vest – det endte voldeligt.

Da bussen ankom var den meget fyldt, og der opstod lidt masen og skubben, da de ventende passagerer skulle ombord. Bag ved den 19-årige stod en kvinde der, med ryggen til, skubbede hårdt til hende.

Pludselig vendte kvinden sig så om, og slog den 19-årige i ansigtet flere gange, så hun fik slået sine briller af. Kvinden forsvandt herefter fra stedet.

Den 19-årige beskriver kvinden som:
Dansk af udseende
Ca. 45 år gammel
Ca. 165-170 cm høj
Kraftig af bygning
Medbragte en mindre rygsæk

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan hjælpe med at få identificeret kvinden. Politiet kan kontaktes på telefon 114.