22-årig vanvidsbilist mistede kørekortet

(Foto: Politi.dk)

GLOSTRUP: Intet mindre end fire gange på kort tid er en 22-årig mand blevet taget i vanvidskørsel af Københavns Vestegns Politi – i to tilfælde har hastigheden været mere end 100% over den tilladte grænse.

Den 22-årige mand stod til regnskab for sin tunge højre fod ved Retten i Glostrup forleden,  her blev han idømt en ubetinget frakendelse af kørekortet i to år, samt en bøde på 14.500 kroner.

Den 22-årige gjorde dog ikke noget forsøg på at undslippe med søforklaringer, idet han blankt erkendte sigtelserne og modtog dommen.

Havde meget svært ved at overholde 50-zonerne
En aften i maj måned sidste år omkring midnat blev den 22-årige mand målt til at køre mindst 115 kilometer i timen på Køge Bugt-motorvejen, problemet var at der på det tidspunkt var et vejarbejde på strækningen og derfor var hastigheden nedsat til 50 kilometer i timen.

Uheldigvis præsterede den 22-årige mand atter at komme i kløerne på måleudstyret, idet han ikke mindre end to gange i november måned sidste år, kørte alt, alt for stærkt – også i 50-zoner.

På Ishøj Stationsvej ved midnatstide blev den 22-årige målt til ikke mindre end 85 kilometer i timen på en 50-strækning, og på Ishøj Parkvej blev den 22-årige mand i klart dagslys målt til svimlende 95 kilometer i timen.

En lun sommeraften omkring kl. 21.30, maj måned i år, kørte den 22-årige mand ad Ishøj Parkvej med mindst 113 kilometer i timen på trods af den velkendte fartgrænse på 50 km/t.