34-årig rocker varetægtsfængslet: Sigtet for at ville sælge kokain

(Modelfoto: Allan Andersen)

LYSTRUP: En 34-årig mand med forbindelse til Hells Angels blev torsdag aften anholdt og sigtet for at ville sælge kokain. Anholdelsen medførte en ransagning af klubhuset på Marøgelvej, hvor der ifølge Østjyllands Politi blev fundet en mindre mængde hash, doping og ecstasy.

Østjyllands Politi fremstillede fredag eftermiddag den 34-årige mand i et grundlovsforhør i Retten i Aarhus, her blev han varetægtsfængslet i fire uger.

Det var ifølge Østjyllands Politi et rutinemæssigt kontrolbesøg ved HA’s klubhus i Lystrup, torsdag aften omkring kl 22.00, som startede sagen idet en patrulje fik øje på en bil ført af den 34-årige, som pludseligt satte farten op og kørte fra stedet efter at have spottet patruljevognen.

Patruljen satte straks efter den 34-årige mand, og fandt ham kort efter på Lægårdsvej, hvor han stod roligt afventende ved siden af sin parkerede bil.

Han havde ikke nogen god forklaring på, hvorfor han havde haft så travlt, da han så ordensmagten, så en politihund blev sat til at lede efter ulovlige genstande omkring bilen. Den snusede sig hurtigt frem til en pose med en del kokain i. Den 34-årige blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg, oplyser Østjyllands Politi.

– Den 34-årige holder til i klubhuset i Lystrup, og vi valgte efterfølgende at ransage stedet. I huset blev der fundet mindre mængder af hash, ecstasy og doping, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Derudover blev der fundet en totenschlæger. Alle dele blev beslaglagt. Der var tre mænd til stede i klubhuset, da politiet dukkede op, men ingen af dem kunne umiddelbart kædes sammen med stofferne eller våbnet.