53-årig mand nikkede bilist en skalle efter sammenstød

(Modelfoto: Allan Andersen)

FREDENSBORG: Klokken 13.46 skete der et færdselsuheld på Kongevejen syd for rundkørslen ved Humlebækvej – ingen kom til skade ved kollisionen, men bagefter skete der personskade.

En 53-årig mand fra Helsingør kørte i en varebil ad Kongevejen i sydgående retning i den ene vognbane, mens en 40-årig mand fra Kokkedal kørte i samme retning, men i den anden vognbane.

I forbindelse med overhaling ved en indsnævring kørte de to køretøjer sammen, og 40-årige mands køretøj skred i den forbindelse over i den modsatte kørebane.

Der skete ingen personskade ved færdselsuheldet, men efterfølgende opstod der uenighed blandt de to parter om kørslen, og den 53-årige mand udsatte i den forbindelse den 40-årige mand for vold ved blandt andet at nikke ham en skalle, hvorfor den 53-årige blev sigtet for vold.