Bilist angreb lastvognschauffør med peberspray

(Modelfoto: Allan Andersen)

BLISTRUP: Søndag aften kl. 19.26 slog en lastvognschauffør alarm til 1-1-2 idet at han, efter en kontrovers med en overhalende bilist på Helsingevej, blandt andet var blevet udsat for peberspray.

En patrulje blev straks sendt til stedet hvor betjentene kunne konstatere at lastbilchaufføren, en 58-mand fra Sønderjylland, ganske rigtigt havde været offer for peberspray, idet han stadig havde rester af peberspray i ansigtet.

Trafikkontrovers udviklede sig
Den 58-årige lastvognschauffør forklarede til Nordsjællands Politi at han blev overhalet på strækningen mellem Blistrup og Smidstrup på Helsingevej, hvilket efterfølgende udviklede sig til en kontrovers imellem lastbilchaufføren og føreren af den overhalende bil.

Kontroversen mellem de to trafikanter endte med at de begge standsede op, og undervejs i diskussionen havde modparten sprøjtet peberspray i ansigtet på lastbilchaufføren, hvorefter modparten var undkørt fra stedet.

Lastbilchaufføren havde dog fået noteret sig registreringsnummeret på den overhalende bil, og en patrulje kørte efter samtalen med lastbilchaufføren til en adresse i Gribskov, hvor den overhalende bil stod tilmeldt. Her traf patruljen en 50-årig mand fra Roskilde, der passede til det afgivne signalement, og han erkendte at have været på stedet, hvorfor han blev sigtet for vold samt overtrædelse af våbenloven.

Peberspray er lovlig, men….
Man kan lovligt købe peberspray til selvforsvar på egen grund, men det er fortsat helt ulovligt at være bevæbnet med peberspray på offentlig vej. Hvis man bevæger sig rundt på offentlig vej og antræffes i besiddelse af en peberspray, så er det en overtrædelse af våbenloven, som straffes med en bøde på 3000 kr – forudsat at det er første gang.

Hvis personen med peberspray er tidligere straffet for overtrædelse af våbenloven eller straffelovens bestemmelser om vold eller røveri, anses det for en skærpende omstændighed – ligesom enhver brug af pebersprayen på offentlig vej også er en skærpende omstændighed –  og her vil straffen som udgangspunkt være 14 dages fængsel i førstegangstilfælde.

I sidste ende er det dog domstolen, der foretager strafudmålingen, men der ses meget alvorligt på misbrug af peberspray som har været lovlige at besidde i hjemmet siden 1. januar 2019.