Bilister røg i totterne på hinanden: 35-årig mand sigtet for vold

(Foto: Allan Andersen)

GREVE: Fredag gik det pæne af to mandlige bilister på Greve Landevej, en langefinger skabte så megen vrede at der blev inkluderet en hurtig skalle i uoverensstemmelsen.

Fredag kl. 12.51 fik politiet en anmeldelse fra en bilist om, at to andre bilister havde haft en uoverensstemmelse som endte med at den ene bilist havde nikket den anden en skalle.

Politiet kørte til krydset ved Greve Landevej / Mosede Landevej, hvor politiet fandt en lettere kvæstet 43-årig mand fra Greve og en 35-årig mand fra Tune. Politiet fik ved afhøring af bl.a. et vidne og parterne klarlagt, at de to bilister havde haft en uoverensstemmelse i trafikken, som medførte, at den 43-årige havde tilkendegivet sin utilfredshed med ved at vise en strittende langemand til den 35-årige bilist.

I krydset, hvor begge standsede, var den 35-årige steget ud af sin bil og skældt den 43-årige ud, inden han sparkede til hans bil og gik retur til sin egen bil. Den 43-årige steg herefter ud af sin bil og diskuterede med den 35-årige ansigt til ansigt, hvorefter den 35-årige nikkede den 43-årige en skalle med en flænge til følge.

På baggrund heraf sigtede politiet den 35-årige for vold, hvorfor han nu kan forvente at høre nærmere fra politiet.