Fremmedkriger anholdt i Københavns Lufthavn

(Modelfoto: Allan Andersen)

En fremmedkriger med dansk statsborgerskab, der tidligere er idømt fire års fængsel i Tyrkiet, er mandag eftermiddag blevet anholdt, da han ankom til Danmark.

En 28-årig dansk statsborger blev mandag eftermiddag anholdt, da han landede i Københavns Lufthavn med et fly fra Tyrkiet, hvor han netop var blevet løsladt fra et udsendelsescenter.

Han har tidligere fået en dom på fire års fængsel i Tyrkiet for at have tilsluttet sig Islamisk Stat.

Den 28-årige blev begæret udleveret fra Tyrkiet i 2017 og er i Danmark sigtet for overtrædelse af straffelovens § 114, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, §114 j og § 136, stk. 1, jf. § 23.

Den 28-årige vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret tirsdag med henblik på varetægtsfængsling.

Københavns Politi har ikke yderligere oplysninger.

FAKTA:
§ 114. For terrorisme straffes med fængsel indtil på livstid den, som med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer begår en eller flere af følgende handlinger, når handlingen i kraft af sin karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade:
1) Manddrab efter § 237.

2) Grov vold efter § 245 eller § 246.
3) Frihedsberøvelse efter § 261.

§ 114 j. Den, der har dansk indfødsret eller bopæl i den danske stat, og som uden tilladelse indrejser eller opholder sig i et område som nævnt i stk. 3, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 år, jf. dog stk. 2.

§ 136: Den, som uden derved at have forskyldt højere straf offentlig tilskynder til forbrydelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 år.