Hvem er de: To mænd efterlyses for butikstyveri

VIBORG: To mænd stjal værktøj for næsten 10.000 kroner i et byggemarked, og nu vil politiet meget gerne vide hvem de er.

Midt- og Vestjyllands Politi offentliggør nu overvågningsbilleder af to mænd, der er mistænkt for butikstyveri i Viborg. Ved 10-tiden fredag den 13. september i år gik de to mænd ind i byggemarkedet Bygma på Lundborgvej i Viborg.

Overvågningsbilleder fra butikken viser, hvordan de to mænd tog varer, som de gemte under tøjet for derefter at forlade butikken uden at betale. Der er tale om værktøj af mærkerne Milwaukee og Dewalt til en værdi af i alt 9.805 kroner.

Hvis du har set en af de to mænd på billederne herunder eller har andre oplysninger i sagen, så kontakt politiet på telefon 114.