Mand skød med pistol på P-plads: Pistol og hasklump konfiskeret

Pistolen her er blot en hardball pistol / Softgun, der skyder med 6mm plastickugler, og den må kun benyttes på hardballbaner, som er godkendt af Politiet - og ihvertfald slet ikke på gaden.

HILLERØD: Torsdag klokken 14.48 anmeldte et vidne, at der netop havde stået en mand med en pistollignende genstand på p-pladsen mellem Irma og politistationen, og at denne mand og en kvinde nu havde forladt stedet, men at deres bil stadig holdt der.

En patrulje blev sendt til p-pladsen, mens andre patruljer kørte rundt i Hillerød for at lede efter manden. Kort efter kom parret retur til bilen, hvor manden, en 27-årig uden fast bopæl, forklarede, at han netop havde købt en hardball-pistol, som han havde prøveskudt på p-pladsen.

Den 27-årige mand blev af den årsag sigtet for overtrædelse af våbenbekendtgørelsen, og hardball-pistolen blev konfiskeret.

Under den efterfølgende ransagning af bilen blev der desuden fundet en lille klump hash, som manden også erkendte ejerskabet af, og han blev derfor også sigtet for dette forhold, ligesom også klumpen blev konfiskeret.