Mand slået ned med skovl og hammer

(Foto: Allan Andersen)

SEJERØ: Mandag aften kl. 21.12 kom et alarmopkald om, at en mand var kommet til skade i forbindelse med et slagsmål på Mastrupvej og blødte fra hovedet efter slag med enten en hammer eller en skovl.

Politiet orienterede sognefogeden om sagen, og han kørte til stedet mens patruljer hurtigt blev fløjet til Sejerø med helikopter. Lægehelikopteren ankom ligeledes til øen og hentede den tilskadekomne mand, en 34-årig mand fra Sejerø, som blev fløjet til Rigshospitalet til behandling for skader i hovedet og på kroppen.

Politiet anholdt en 50-årig mand fra Sejerø, som kunne mistænkes for at have forvoldt skaderne på den 34-årige.

Ved nærmere undersøgelse af sagen, viste det sig at de to mænd kender hinanden. De var kommet op at toppes og kom i slagsmål, hvor den 34-årige pådrog sig alvorlige skader i hovedet fra et stumpt redskab.

Begge mænd var spirituspåvirkede, da politiet traf dem og da politiet undersøgte stedet, blev der fundet en hammer og en skovl. Politiet efterforsker nu sagen nærmere, for at få klarlagt omstændighederne omkring slagsmålet.

Skaderne viste sig ikke at være livstruende, men den 34-årige er fortsat indlagt til behandling mens efterforskere tirsdag formiddag undersøgte gerningsstedet på Sejerø.