Netto-medarbejder overfaldet af utilfreds kunde

(Modelfoto: Allan Andersen)

HUNDESTED: Mandag aften kl. 20.35 indløb der anmeldelse om, at en medarbejder i Netto på Nørregade netop var blevet udsat for vold af en kunde.

Den 19-årige mandlige medarbejder var blevet kaldt til betalingskassen, hvor to mænd havde stået og ventet, fordi de var utilfredse med prisen på en vare.

Da medarbejderen kom til kassen, tog den ene mand, A, fat i hans hår og krave og trak ham henover kassen. Herefter slog han den 19-årige i ansigtet med knyttet næve, mens han holdt medarbejderen fast.

En patrulje kørte til stedet, men de to mænd var i mellemtiden forsvundet fra stedet.

De beskrives således:
A: mand, dansk af udseende, 23-25 år, ca. 185 cm og skaldet. Iført sort tøj, dunjakke og bukser, muligvis af mærket Carhartt. Yderligere kendetegn: mørke tatoveringer langs halsen og baghovedet.

B: mand, dansk af udseende, 23-25 år, ca. 185 cm og skaldet. Iført sort tøj, dunjakke og bukser, muligvis af mærket Carhartt. Yderligere kendetegn: mørke, mindre tatoveringer langs højre side af halsen.

De kørte fra stedet i en ældre Mazda med lilla, lyserøde og hvide farver malet på samt en Mercedes-stjerne på fronten.