Pas på billige benzinkort: Røver forsøgte at røve pengeløs butik

(Arkivfoto: Allan Andersen)

KIRKE-SÅBY: Tirsdag aften kl. 21.13 anmeldte personalet i supermarkedet Spar på Hornsherredvej at en maskeret mand få minutter tidligere havde begået et røveri mod forretningen.

Røveren havde under trussel med en køkkenkniv forlangt at få penge, men da forretningen var kontantløs, fik han i stedet udleveret diverse benzinkort.

Han forlod herefter forretningen i løb i retning mod et nærliggende sommerhusområde, hvorfra han forsvandt på ukendt måde. Politiet sendte flere patruljer, herunder en hundepatrulje, til området for at lede efter røveren, men uden at finde ham.

Røveren blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, ca. 30 år, 170 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårlængde: Kronraget, Yderligere kendetegn: Blå øjne, Talte: Dansk, Iført: mørkt tøj, sort jakke med rød skrift, sort halsedisse, Bevæbning: køkkenkniv.

Politiet afventer nu resultatet af eventuelle tekniske spor i supermarkedet.

Politiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket røveren på flugt i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Politiet vil endvidere advare mod at købe benzinkort af privatpersoner, der måske giver et godt ”tilbud” på disse kort. Benzinkortene har hver især en mindre værdi og kunne købes i supermarkedet til efterfølgende brug i en stander på forretningens område.