Politiet søger vidner: 65-årig kvinde slæbt under bil på P-plads

(Foto: Allan Andersen)

HELSINGE: Nordsjællands Politi efterlyser vidner til det færdselsuheld, som fandt sted mandag den 18. november på Faktas P-plads, hvor en 65-årig kvinde blev påkørt og slæbt under en hvid Mercedes personbil.

Det var omkring kl. 14.10 at ulykken skete på parkeringspladsen ved Fakta i Helsinge, og for at fastslå de præcise omstændigheder efterlyser Nordsjællands Politi nu vidner til ulykken. Der er endnu ikke taget stilling til, om den 18-årige kvindelige fører skal sigtes for forholdet.

Nordsjællands Politi oplyser at det var en 18-årig kvindelig bilist fra Helsinge som førte den hvide Mercedes personbil. Hun kørte ind på P-pladsen fra Frederiksborgvej og ind ved Fakta i Helsinge, hvor det gik alvorligt galt idet hun påkørte en 65-årig kvindelig fodgænger fra Helsinge foran butiksindgangen, hvorefter fodgængeren blev trukket under bilen 30-35 meter indtil bilen svingede ind på den næstsidste handikap-plads på p-pladsen.

Den 65-årige kvinde lå her uhjælpeligt fastklemt under bilen indtil civile hjælpere kom til med bla. en donkraft og fik bilen løftet, kvinden kom dog først fri da brandvæsnet kom til stedet med løfteudstyr.

Politi, akutlæge, ambulancereddere, brandvæsnets nødbehandlere og helikopterlægen var indsat i opgaven, hvor den 65-årige kvinde blev hentet af en lægehelikopter og fløjet til Rigshospitalet for behandling af sine skader.

– Der er tale om et alvorligt færdselsuheld, og for at sikre, at vi har alle relevante oplysninger, inden vi beslutter, hvad der videre skal ske i sagen, vil vi gerne høre fra borgere, som har været vidner til ulykken, siger politikommissær i Nordsjællands Politi Morten Riisager-Pedersen i en udsendt pressemeddelelse.

Var man vidne til færdselsuheldet, kan man kontakte Nordsjællands Politi på telefon 114.

Nordsjællands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.