Røvere affyrede skud under røveri i kiosk

(Foto: Allan Andersen)

FARUM: Spillekiosken ‘Pitten’ på Farum Hovedgade var fredag aften udsat for et voldsomt røveri, hvor de to gerningsmænd var bevæbnede og afgav skud på stedet.

De to røvere kom ind i kiosken omkring kl. 22.50, de forlangte penge med det samme og understregede alvoren ved at slå kioskejeren i ansigtet med pistolen og sparke ham.

Mændene affyrede desuden to skud, der formentlig har været løse skud, oplyser Nordsjællands Politi.

Det lykkes ikke for røverne at få fat i pengene, og de flygtede derfor tomhændet fra kiosken hvor politiets patruljer var fremme få minutter efter – alligevel lykkedes det for røverne at undslippe.

Røverne beskrives således:
A; Mand, dansktalende, dansk af udseende, 18 til 25 år, 180-190 cm høj, kraftig af bygning og lys i huden, iført en mærk hættetrøje, mørke bukser, elefanthue og mørke handsker, sorte Nike sko på med hvid sål og et Nike mærke på siden.

B: Mand, afrikansk af udseende, 18 til 25 år, 180 til 190 cm høj, alm af bygning, mørk i huden og iført mørk hættetrøje, mørke bukser og sorte kondisko med hvid bund.

Hvis man har set de to mænd i området omkring Farum Hovedgade klokken 22.51 fredag aften eller har andre oplysninger i sagen – kontakt straks Nordsjællands Politi på 1-1-4 !