To bilister fik bilen beslaglagt

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fik mandag tilføjet et par biler til lageret, idet to bilister totalt ignorerede at de ikke måtte køre bil – så hjalp politiet dem med at forstå reglerne ved ganske enkelt at beslaglægge deres biler på stedet.

Politiet standsede mandag klokken 08.17 en 38-årig mand fra Næstved, der kom kørende i Havnegade i Næstved. Den 38-årig var frakendt kørekortet, og han blev derfor sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Da han flere gange tidligere var blevet sigtet for kørsel i frakendelsestiden, blev hans bil beslaglagt på stedet.

Lige knap to timer senere, klokken 10.25 standsede politiet en 21-årig kvinde fra Sorø på Skellebjergvej i Sorø. Den 21-årige viste sig at have et kørselsforbud, og hun blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Da hun flere gange tidligere var blevet standset og sigtet for kørsel uden førerret, blev hendes bil beslaglagt på stedet.