18-årig mand efterlyst efter flugt fra Sønderborg Arrest

(Foto: Allan Andersen)

SØNDERBORG: To 18-årige undveg mandag eftermiddag fra arresten. Den ene blev anholdt under en time efter anmeldelsen, og Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser derfor nu den sidste, en 18-årig mand, i forbindelse med en undvigelse fra arresten i Sønderborg tidligere mandag.

Politiet modtog anmeldelsen om undvigelsen klokken 13.29. Ved hændelsen var to arrestanter undveget. Men den ene, en ligeledes 18-årig mand, blev anholdt klokken 14.06 i Sønderborg by af en patrulje. Den anholdte kan nu se frem til et retligt efterspil. Han er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 124.

Signalement:
Sydlandsk af udseende
Ubarberet
Almindelig af bygning
180 centimeter høj
Sort hår, kort i siderne og høj, krøllet frisure i toppen
Iført bordeaux dynejakke, sorte joggingbukser med to hvide yderstriber samt badesandaler

Den undvegne betegnes ikke som farlig, men politiet opfordrer borgere, der måtte se den 18-årige, om ikke selv at tage kontakt, men ringe til Servicecentret på telefon 1-1-4 med oplysningerne.