25-årig sigtet: Råbte ‘dansker svin’ og ‘hvide svin’ ad politibetjente

(Foto: Allan Andersen)

Flere gange i løbet af natten til fredag måtte betjente i Østjyllands Politikreds ty til sigtelser og anholdelser af personer, der ikke havde helt styr på, hvordan man opfører sig i nattelivet.

Første gang var fredag kl. 00.20 på Storegade i Randers, hvor to personer var kommet op at slås. Det var angiveligt et skænderi mellem et ekskærestepar, en 19-årig kvinde og en 22-årig mand, der havde udviklet sig. Et vidne så manden give kvinden en lussing, hvilket hun gengældte, hvorefter de begyndte at hive i hinandens tøj, indtil de blev skilt ad. De to personer blev begge sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at indlede et slagsmål på et offentligt sted.

Kl. 01.22, natten til fredag, kørte en patrulje forbi ved Kuhstall på Åboulevarden i Aarhus, hvor der stod en større gruppe gæster udenfor i rygeområdet. Da betjentene kom forbi, råbte en 22-årig mand to gange ”pansersvin” efter dem, og han blev derfor anholdt og sigtet for fornærmelig tiltalte mod polititjenestemand.

Henad fredag morgenstund, Kl. 04.11, kom der en anmeldelse om et slagsmål foran Herr Bartels på Åboulevarden i Aarhus. Da patruljen kom til stedet, kunne de se en mand, der forsøgte at løbe fra stedet. Betjentene satte efter og fik fat på den 24-årige mand, der blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen for at have indledt sig i slagsmål. En 22-årige mand forklarede betjentene, at han umotiveret var blevet skubbet af den nu anholdte mand, hvilket havde udviklet sig til lidt tumult.

Kl. 05.07 var det igen politibetjente, der måtte stå på mål, da en patrulje foran Römer på Åboulevarden tog fat i to mænd, som de mistænkte for at have været involveret i et slagsmål i nærheden. Den ene af dem, en 25-årig mand, var meget aggressiv over for betjentene og råbte af dem. Manden blev gentagne gange bedt om at vise ID, hvilket han ikke efterkom. Han kaldte i stedet betjentene for ”danskersvin” og ”hvide svin”, og han blev derfor anholdt og sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand, for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen samt for ikke at ville oplyse ID til politiet.

Kort efter, kl. 05.32, gentog stort set samme scenarie sig foran Bodegaen på Åboulevarden i Aarhus, hvor en 33-årig mand også blev sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand, da han sagde ”Er du perker eller hvad?” til én af betjentene.