37-årig georgisk tyveknægt udleveret og varetægtsfængslet

(Modelfoto: Allan Andersen)

37-årig georgisk mand udleveret til Danmark i sag om røverier og tyverier mod supermarkeder. Den 37-årige er ved et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg blevet varetægtsfængslet i fire uger.

En 37-årig mandlig georgisk statsborger blev onsdag ved et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for to røverier samt 12 butikstyverier i dagligvarebutikker i Nordsjælland, i Nordjylland samt i Syd- og Sønderjylland.

Hændelserne har fundet sted i perioden mellem maj og november 2018, hvor udbyttet primært har været cigaretter.

Den sigtede nægter sig skyldig, men har ikke kæret varetægtsfængslingen.

Den 37-årige blev den 17. december udleveret til Udlændingekontrolafdeling Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi fra Frankrig på baggrund af en international arrestordre. Den sigtede blev anholdt den 24. oktober af fransk politi.

En medgerningsmand er allerede dømt i sagen.