Fartgalning flygtede fra politiet og kørte galt på egen hånd

(Arkivfoto: Allan Andersen)

BJÆVERSKOV: Søndag aften kl. 19.29 blev en færdselspatrulje, der kørte i et civilt patruljekøretøj ad Vestmotorvejen mod vest, overhalet af en personbil, der kørte væsentligt hurtigere end tilladt.

En hastighedsmåling blev indledt, og da den civile patruljebil aktiverede de blå udrykningssignaler for at standse bilisten, satte føreren af personbilen blot hastigheden endnu højere op.

Politiet forsøgte at følge med, men vurdere til sidst ud fra den høje hastighed, at det var uforsvarligt og ‘stod af’.

Ved afkørsel 33, Vemmedrup, så betjentene på lang afstand nogle bremselygter blive aktiveret, hvorfor politiet kørte fra motorvejen og for enden af frakørslen kunne se en forulykket personbil.

Der var netop tale om den bilist, der havde kørt med meget høj hastighed kort forinden på selve motorvejen. Ved bilen befandt sig en mand, medens to andre stak af ved politiets ankomst. En 27-årig mand fra Rødovre blev anholdt, hvorefter politiet med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, ledte efter de to flygtede.

En 18-årig mand fra København S blev nogle få minutter senere anholdt, da han gemte sig i en busk tæt på den nærliggende jernbane. Den tredje person blev ikke fundet. Den beskadigede bil var ikke meldt stjålet og blev transporteret ind til nærmere undersøgelse, ligesom politiet undersøgte, om nogen af de personer, der havde været i bilerne, havde bortskaffet noget under flugten fra politiet.

I den anledning var togtrafikken på den nye jernbane kortvarigt indstillet. De to anholdte blev afhørt til sagen og senere løsladt, da der ikke var grundlag på nuværende tidspunkt for en konkret mistanke mod dem. Politiet arbejder fortsat videre med sagen i et forsøg på at få klarlagt, hvem føreren af bilen var og hermed årsagen til flugten fra politiet.