Fire omrejsende kriminelle idømt i alt 10 års fængsel for 17 indbrud på Sjælland

Retten i Hillerød har i dag idømt fire omrejsende kriminelle hver to år og seks måneders fængsel for 17 villaindbrud. De fire mænd, der alle er rumænske statsborgere, blev også udvist af Danmark for bestandig.

Det er Særlig Efterforskning Øst (SEØ), der har efterforsket sagen mod de domfældte, og Nordsjællands Politi foretog anholdelse af de fire mænd den 12. marts i år.

Indbruddene er begået i perioden fra den 18. januar 2019 og frem til anholdelsen den 12. marts 2019. Indbruddene er primært begået i Storkøbenhavn og Nordsjælland.

Under sagen er det kommet frem, at de domfældte har været i Danmark over to gange, og at de har begået indbrud i begge de perioder, hvor de har opholdt sig i Danmark. Tre af de tiltalte har erkendt flere forhold, mens den ene har nægtet sig skyldig i alle forhold.

Retten fandt, at de har handlet i forening blandt andet under henvisning til, at de rejste ind og ud af Danmark sammen.

”Jeg er tilfreds med dommen, der afspejler, at der bliver slået hårdt ned overfor omrejsende kriminelle, der kommer til Danmark med det ene formål at begå indbrudskriminalitet,” udtaler anklager Annika Jensen.

De domfældte har modtaget dommen.