Flere personer stoppet i grænsekontrollen

(Modelfoto)

RØDBY: Flere snuppet i grænsekontrollen henover weekenden, bla. en mand med falsk pas samt en som ikke havde sine papirer i orden.

Ved den rutinemæssige indrejsekontrol i Rødby standsede politiet fredag klokken 23.35 en bil, der ankom med færgen fra Tyskland. I bilen sad en 34-årig mand fra udlandet, der viste et pas, der ikke så ud til at være helt ægte.

Ved den nærmere kontrol viste det sig, at passet var falsk og fyldt med fejl. Den 34-årige blev derfor anholdt klokken 23.35 og sigtet for dokumentfalsk. Han blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag, og her blev han varetægtsfængslet frem til den 17. december.

Returneret med toget
Politiets udlændingekontrol tjekkede lørdag klokken 20.25 toget, der ankom til Rødbyhavn fra Tyskland. En passager havde imidlertid ikke nogen gyldig rejselegitimation, og derfor blev han anholdt klokken 20.25 og sigtet for overtrædelse af udlændingeloven. Det var en 33-årig eritreisk mand, og han blev fulgt retur til Tyskland med en færge søndag eftermiddag.