Hash og knive fundet i narkohandlers lejlighed

(Foto: Allan Andersen)

KØGE: Mandag formiddag kl. 10.00 var en narkohundepatrulje ved en lejlighed i den nordlige del af Køge, hvor beboeren kunne mistænkes for at opbevare narkotika -og der var gevinst

Lejlighedens 23-årige beboer blev den 5.november sigtet for at sælge hash på Ølby station. I samme forbindelse blev den 23-åriges lejlighed ransaget, hvor politiet fandt 218 gram hash.

Mandag ransagede politiet igen den 23-åriges adresse, og narkohundene fik lov at afsøge lejligheden for narko. Hunden snusede sig frem til tre store klumper hash, som var gemt oven på et køkkenskab. Hashen vejede i alt 95 gram hash.

Patruljen fandt i forbindelse med ransagningen også tre ulovlige knive. En machete, en gurkhakniv (kniv med krum klinge) og en dolk med en bladlængde på 14,3 cm. Den 23-årige blev sigtet for besiddelse af hash og for overtrædelse af våbenloven og afhørt til sagen. De ulovlige effekter blev beslaglagt med henblik på konfiskation.

Den 23-årige kan forvente at få alle sine sager afgjort samtidig og vil høre mere fra politiet.