Hovsa: Mandlig bilist påkørte politibil bagfra i rundkørsel

(Arkivfoto)

KALUNDBORG: En ting er at påkøre en bil som stopper for en fodgænger i et fodgængerfelt – men når den påkørte bil så er en patruljevogn…

En 59-årig mand fik formentlig ekstra røde ører efter han, søndag ved 18-tiden, påkørte en anden bil i rundkørslen Holbækvej/Slagelsevej og denne bil var en af politiets patruljevogne.

Politibilen bremsede ned for en fodgænger i et fodgængerfelt, på vej ud af rundkørselen ad Holbækvej mod øst. Den bagfrakommende bil med en 59-årig mand fra Kalundborg bag rattet nåede ikke at bremse, men påkørte patruljebilen med lav hastighed.

Betjenten som førte patruljebilen beskrev påkørslen som et lille bump, og ingen personer kom til skade ved påkørslen, og der var alene tale om mindre skader på køretøjerne.

Der blev optaget rapport i sagen, som skal belyse omstændighederne ved uheldet.