Lastvognskontrol afslørede grove fejl på nysynet lastbil

(Modelfoto: Allan Andersen)

PADBORG: 81 lastbiler og et større antal varebiler blev tirsdag den 3. december 2019 vinket ind til kontrol, da Tungvognscenter Syd hos Sydøstjyllands Politi gennemførte en stor tungvognskontrol på den Sønderjyske motorvej ved Rasteplads Oksekær.

Kontrollen, der blev foretaget i samarbejde med personale fra Miljøstyrelsen, SKAT, Toldstyrelsen, Færdselsstyrelsen og Rigspolitiet, resulterede i 15 sager, mens en sag vedrørende mulig overtrædelse af blandt andet reglerne for cabotagekørsel, stadig efterforskes.

– Når vi foretager en tungvognskontrol som denne i samarbejde med andre myndigheder, så får vi en unik mulighed for at kontrollere de tunge køretøjer for mange andre ulovligheder end trafikfarlige forhold, uddyber vicepolitiinspektør Jesper Engelund fra Sydøstjyllands Politi.

De 15 sager, som blev afdækket i forbindelse med kontrollen, omhandler følgende områder:

Reglerne vedrørende grænseoverskridende affaldstransporter  
Reglerne vedrørende transport af farligt gods
Fejl og mangler på køretøjer 
Udenlandske lastbilers betaling af vejbenyttelsesafgift
Våbenloven – to våben blev fundet af toldere i en udenlandsk varebil
Ulovlig anvendelse af prøveskilte (udførsel af godstransport)
Kørsel under påvirkning.

To køretøjer fik kørselsforbud på grund af fejl og mangler. Det ene køretøj, en dansk sættevogn, var godkendt ved syn inden for den seneste uge, men kontrollen afdækkede alligevel flere fejl. Den mest graverende var, at der på en af sættevognens aksler ikke var nogen bremsevirkning’ fortæller vicepolitiinspektør Jesper Engelund.

Derudover blev seks køretøjer indkaldt til syn.

Det var dog ikke kun store køretøjer, der var en tur forbi tungvognskontrollen. En personbil havde ikke bemærket, at det kun var lastbiler, der blev ledt ind på rastepladsen. Det fangede naturligvis kontrolpersonalets interesse, der efter en narkotikatest kunne konstatere, at føreren var påvirket.