Maskerede røvere truede med pistol i butik

(Foto: Allan Andersen)

TILST: Østjyllands Politi modtog lørdag anmeldelse om et væbnet røveri i Smoke-It i Anelystparken i Tilst, begået kl. ca. 16.30-16.35.

En ung mand på ca. 15 år gik ifølge anmeldelsen ind i butikken, hvor han tog kontakt til den ansatte og talte med ham et par minutter.

Den unge mand gik ud af butikken men kom kort efter ind igen, fulgt af yderligere 3 personer. De tre var maskerede, så man ikke kunne se deres ansigter, og den ene havde en pistol i hånden, som han rettede mod den ansatte og truede ham.

De fire gerningsmænd tog et ukendt antal varer fra butikken og løb derefter fra stedet.

De 4 personer beskrives som:

A: Dreng, 15-16 år, 175-180 cm høj, spinkel af bygning, mellemøstligt udseende, lysebrun i huden og uden skæg, talte dansk, iført sort hættetrøje med hvid streg på brystet, hvid skrift på ryggen og en orange hætte samt sorte bukser og sorte sko

B,C og D: Drenge, 13-15 år, ca. 170-180 cm. høje, tildækkede ansigter så kun ansigt og pande var synligt, mellemøstligt udseende.

Østjylland Politi hører meget gerne fra alle, der kan have set noget, på telefon 114.