Politiet træner hunde til eftersøgninger i vand

Dansk og svensk politi gjorde en enorm efterforsknings indsats i drabssagen mod Peter Madsen, og det lykkedes mod alle odds at finde hele liget af Kim Wall - netop her gjorde vandsøgshunde en enorm forskel. (Foto: Local Eyes)

Snart kan politiet gøre brug af et nyt redskab ved eftersøgninger; de såkaldte vandsøgshunde – altså hunde som er specielt trænet til at finde personer eller genstande til vands. Hundene vil gøre eftersøgningerne hurtigere og mere effektive, lyder vurderingen.

Indtil nu har politiet måttet låne hunde af svensk politi, når man har foretaget eftersøgninger til vands. Det bliver der nu lavet om på. Dansk politi har besluttet at gå i gang med at træne 4-6 af de såkaldte vandsøgshunde.

Stort behov
Ifølge John Jensen, som er leder af Politihundetjenesten i Danmark, har der vist sig at være et større behov end forventet for de specialtrænede hunde.

”I en stor andel af eftersøgningssager ender man med at finde den savnede i en sø, vandhul eller i havet,” forklarer John Jensen og fortsætter:

”Vi har kigget på, hvor mange sager, vi egentlig har på landsplan i løbet af et år, hvor det ville give mening at benytte vandsøgshunde, og vi kan se, at der i det forgange år har været mere end 60 sager. Derfor vurderede vi, at det var relevant at få trænet hunde til at kunne løse denne opgave.”

De nuværende redskaber til søgning til vands er helikoptere, både og dykkere, samt hunde fra bredden. Med de specialtrænede hunde bliver det muligt at udpege eller afgrænse et område i søgningen og dermed gøre eftersøgningen mere fokuseret.

Miljøet har stor betydning
Vandsøgshundene bliver fundet i den eksisterende pulje af patruljehunde. Der er således ikke tale om nye hunde, der skal indkøbes, blot nogle udvalgte få som skal ”videreuddannes”.

”Vi bruger patruljehunde, som i forvejen kan alle andre elementer af ligsøgning. Det betyder, at vi blot skal lære dem også at søge i maritimt miljø,” forklarer John Jensen, som formoder at den ekstra træning vil vare fire til seks måneder.

”Der er stor forskel på at søge til vands og til lands. Når vi har brugt de svenske vandsøgshunde, har vi været meget imponerede af, hvor gode de var til at søge på vand, men så snart de kom op på land og fx skulle søge efter nedgravede objekter, var vores specialtrænede hunde langt bedre. Så miljøet har stor betydning,” fortæller han.

Mange fordele
Ifølge John Jensen er der mange fordele ved at dansk politi nu får deres egne vandsøgshunde.
”Det vil jo først og fremmest øge chancerne for at finde dem, vi søger efter, og at vi kan finde dem hurtigere, siger John Jensen og fortsætter:

”Det vil så betyde, at de pårørende hurtigere kan få afklaring, og så vil det samtidig gøre kriminalteknikernes og  retsmedicinernes arbejde lettere. Jo før et lig kommer ind, jo lettere er det nemlig at afgøre dødsårsagen og sikre spor. Så der er mange fordele.”

Derudover kan hundene også være med til at spare politiressourcer og ressourcer for bådpersonale og dykkere.

I forbindelse med Vandsøgshunde er der indgået et samarbejde med forsvarets minørtjenesten og deres dykker, Marinehjemmeværet med deres både, National Kriminalteknisk Center og sporsikring. samt en vandforsker, en retsmediciner,

”Hvis hundene kan være med til at gøre eftersøgningerne kortere og mere fokuserede, betyder det jo, at vi ikke skal bruge så mange timer i vandet, og at vi i stedet kan bruge ressourcerne på noget andet,” slutter John Jensen.