Råbte skældsord efter politiet: 20-årig vækket af politiet i smadret bil

(Arkivfoto: Allan Andersen)

NYKØBING FALSTER: En patrulje kom kørende på Gaabensevej søndag morgen kl. 06.15, da de bemærkede en bil, der holdt parkeret med den ene halvdel ude på vejen og uden lys på.

Den var derfor svær at se og til fare for trafikken, desuden var bilen beskadiget – den manglede det ene dæk og kørte kun på fælgen, og den ene rude var slået i stykker.

Det viste sig, at bilens fører sad i bilen og sov, og da politiet tog kontakt til ham, forsøgte han at starte bilen hvilket politiet fik forhindret. Han blev derefter aggressiv, råbte skældsord mod politiet og kaldte blandt andet betjentene for “fucking pansersvin” og “beskidte klamme luder” og forsøgte desuden i flere omgange at ramme en betjent med en spytklat.

Han blev derfor anholdt klokken 06.18, sigtet for at fornærme politiet, og taget med på stationen, hvorfra han blev løsladt igen klokken 10.20. Det var en 20-årig mand fra Nordfalster.