Tre måneders ubetinget fængsel og udvisning af Danmark

(Modelfoto: Allan Andersen)

Mandag den 9. december 2019 idømte Retten i Kolding en 21-årig afghansk statsborger tre måneders ubetinget fængsel og udvisning af Danmark for blandt andet dokumentfalsk.

Den 21-årige blev anholdt efter at han, sammen med en 14-årig dreng og en 44-årig kvinde, fremviste falske pas og opholdstilladelser i paskontrollen i Billund Lufthavn. Drengen og kvinden søgte straks asyl og er ikke blevet strafforfulgt.

Den unge mand blev dømt for have forfalsket pas og græske opholdstilladelser og for at have hjulpet to personer med at rejse ulovligt ind i Danmark med henblik på at rejse ulovligt videre til Tyskland.

For anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi mødte anklager Lone Petri Kristensen.

’Den nu dømte har gennem flere år boet lovligt i Grækenland og han var foruden det falske afghanske pas i besiddelse af et ægte græsk fremmedpas,’ uddyber Lone Petri Kristensen, anklager ved Sydøstjyllands Politi. ’Han havde i øvrigt billeder af mindst 10 andre pas på sin telefon og han forklarede, at han kendte en agent i Grækenland, som laver pas, og at han havde forsøgt at skaffe pas til flere familiemedlemmer.’

Retten lagde til grund for dommen, at den unge mand vidste, at alle tre pas og græske opholdstilladelser var falske, og at han havde hjulpet de to andre med at rejse til Danmark med henblik på, at de ulovligt skulle rejse videre til Tyskland.