Tre mænd varetægtsfængslet i sag om voldtægt fra Aabenraa

(Modelfoto: Lars Aarø / Østjyllands Politi)

AABENRAA: Tre sigtede er blevet varetægtsfængslet i fire uger efter Syd- og Sønderjyllands Politi onsdag aften blev alarmeret af en 17-årig pige fra Kolding-området om, at hun var blevet voldtaget i en bolig i Aabenraa tirsdag aften.

Politiet anholdt torsdag den 12. december klokken 13.28 fire mænd i alderen fra 22 til 29 år på adressen i Aabenraa og sigtede dem for voldtægt og medvirken til voldtægt.

Politiet foretog afhøringer torsdag aften, hvorefter de sigtede blev fremstillet i et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg fredag den 13. december.

Tre af de fire sigtede blev ved grundlovsforhøret varetægtsfængslet i fire uger, mens den fjerde blev løsladt af dommeren.

Samtlige fire sigtede nægter sig skyldige.

De tre varetægtsfængslede har kæret varetægtsfængslingen til Vestre Landsret, mens anklagemyndigheden også har kæret løsladelsen.