Drive-By: Skud mod to mænd i Greve

(Foto: Allan Andersen)

GREVE: To mænd slap fredag kl. ca. 00.30 uskadte fra et skyderi i Gersagerparken, da ukendte personer fra en mørk bil affyrede skud mod den bil, hvor de to mænd opholdt sig. Politiet holdt episoden hemmelig i over ni timer for offentligheden.

Midt- og Vestsjællands Politi fik natten til fredag kl. 00.30 flere anmeldelser om, at der havde været skyderi i Gersagerparken, og først kl. 09.45 oplyste Midt- og Vestsjællands Politi om skudepisoden til offentligheden.

Første patrulje var fremme kl. 00.33 og kunne oplyse ud fra vidners forklaringer, at der var blevet skudt fra en sort personbil med sølvgrå spoiler, og at bilen var kørt fra området i retning mod Hundige S-station inden politiets ankomst.

Politiet afspærrede området og fik kontakt til to mænd på 18 og 21 år fra Greve, som begge var uskadte. De havde opholdt sig i en bil, da flugtkøretøjet var kørt forbi. Fra bilen var der afgivet flere skud mod bilen, hvor de to mænd opholdt sig.

Sagen efterforskes bredt med det formål at finde frem til mistænkte og klarlægge et eventuelt motiv.

Politiet vil meget gerne i kontakt med personer, der har bemærket usædvanlig aktivitet eller adfærd hos personer og køretøjer i området ved især Gersagerparken, Greve, i tiden før anmeldelsen om skyderiet. Også observationer i flugtbilens kørselsretning mod Hundige S-station er vigtige for politiet.

Ring på 1-1-4