Flere personer bag gaderøverier i Hellerup

(Foto: Allan Andersen)

HELLERUP: Søndag skete der to gaderøverier indenfor blot halvanden time, i begge tilfælde var røverne en gruppe af personer.

To unge mænd på 15 og 16 år fra Hellerup blev søndag eftermiddag omkring klokken 17.00 truet til at aflevere en jakke og et tørklæde til en gruppe unge på Strandvejen. De to blev passet op af en gruppe på omkring seks personer, og en af dem viste dem skæftet fra en kniv i forbindelse med, at gruppen ville have den ene af de unges mænd jakke.

Efterfølgende tog gruppen et tørklæde fra den anden. Da det imidlertid viste sig, at de to unge mænd og gruppen på seks personer havde en fælles bekendt, endte de med først at aflevere jakken og senere tørklædet tilbage.

Den person, som viste de to unge skæftet af kniven beskrives som A; Mand, udenlandsk, ca. 16 år, 180-190 cm høj, spinkel af bygning, brun i huden med kort, sort hår. Han talte dansk og var i ført blå/sort flexfit kasket, sort halsedisse med noget hvidt, blå/sort dynjakke, lyseblå cowboybukser og en lille sidetaske og medbragte en kniv.

Nyt gaderøveri 1½ time senere
Søndag aften klokken 18.30 blev en 17-årig mand fra Holte og hans veninde ligeledes passet op af en gruppe unge på Hellerupvej. De unge spurgte den 17-årige om han havde en lighter, og begyndte at små-slå til ham.

Herefter blev der taget kvælertag på ham, mens gruppen ledte efter hans airpods. Herefter forsvandt de fra stedet.

To af mændene beskrives som:
A: Mand, mellemøstlig udseende, 180-185 cm høj, tynd af kropsbygning. Iført en kasket.
B: Mand, mellemøstlig udseende, meget lav, fuldskæg. Iført en sort pelsjakke.