Indbrudstyv blev hurtigt anholdt

AALBORG: Nordjyllands Politi anholdt torsdag eftermiddag, kl. 14.44, en 28-årig indbrudstyv kort efter et indbrud. Politiets efterforskning i sagen giver anledning til, at den anholdte kan sigtes for flere forhold.

Klokken 13.34 blev politiet – af en årvågen borger – tilkaldt til en adresse i Kærby i Aalborg-området, hvor en mand netop havde forsøgt at begå indbrud ved at knuse en rude.

”På baggrund af både vidneforklaringer og videoovervågning kunne vi genkende gerningsmanden, som vi straks søgte intensivt efter i området,” forklarer lederen af politiets efterforskning i sagen, politikommissær Mikkel Brügmann.

Og det bar frugt. Efter ihærdig og tålmodig søgen med flere patruljer fra beredskabet i en times tid, observerede en af politipatruljerne gerningsmanden i Kærby-området, som derpå straks blev anholdt.

”Ved anholdelsen fandt vi ham i besiddelse af blandt andet sølvtøj, smykker og figurer, som han bar i en pose og i sine lommer,” forklarer politikommissær Mikkel Brügmann.

Disse tyvekoster stammede fra et andet indbrud også begået på en adresse i Kærby i løbet af dagstimerne tidligere samme dag, dvs. d. 16. januar 2020.

Gerningsmanden blev ligeledes fundet i besiddelse af ca. 5 gram hash, ca. 3 gram amfetamin og 43 receptpligtige piller.

Politiets efterforskning har desuden givet anledning til, at den 28-årige mand sigtes for et lignende villaindbrud, ligeledes begået i samme område, onsdag d. 15. januar 2020 i tidsrummet fra kl. 07.30 til 14.50. Ved dette indbrud blev der stjålet spiritus.

Manden overføres nu til behandling i det psykiatriske system. Politiet har ingen yderligere informationer i sagen.