Lastbilkontrol på rastepladser gav bøder for 249.500,-

(Politifoto)

Søndag den 26. januar 2020 udførte politiets Tungvognscenter Nord kontrol på rastepladser omkring Aarhus. 15 lastbiler blev kontrolleret. Der blev udskrevet bøder for i alt 249.500 kroner, og seks lastbiler låst med hjullåse.

Politiets Tungvognscenter Nord troppede i søndags op på rastepladserne omkring Aarhus, var det blandt andet for at kontrollere, om lastbilchaufførerne og deres vognmænd overholdt de gældende køre-/hviletidsregler og de EU-bestemte dokumentationskrav på godstransportområdet.

15 lastbiler kontrolleret – sager på otte biler
Politiets kontrol afslørede, at der hos otte af de 15 lastbiler var problemer med at overholde lovgivningen.

“Vi fandt blandt andet 18 overtrædelser af reglerne om vejbenyttelsesafgift. Eksempelvis havde en lastbil kørt 16 dage i Danmark uden at betale afgift,” siger politiassistent Erik Hessing Simonsen, Tungvognscenter Nord, og fortsætter: “Og vi kunne også konstatere, at man i syv tilfælde havde overtrådt reglerne om cabotage.”

Reglerne om køre-/hviletid var heller ikke overholdt af alle – her noterede politiet sig to overtrædelser. Derudover fandt man, at chauffører i tre tilfælde var i færd med at afholde et regulært ugentligt hvil i lastbilen, hvilket heller ikke er tilladt.

Der blev udskrevet bøder for i alt 249.500 kroner under dagens kontrol. Seks lastbiler måtte påsættes hjullåse. Køretøjerne frigives, så snart bøderne er betalt.