Politihunde fandt to forsvundne ældre i tide

(Foto: Rigspolitiet)

To gange i løbet af onsdagen var Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi’s tjenestehunde i aktion. Begge gange var der tale om ældre, der var forsvundet fra deres vante omgivelser.

Klokken 11.45 blev en 83-årig meldt savnet. Hun var gået fra en adresse i Toreby, og politihundene, som var til træning på Falster, satte hurtigt kursen mod Toreby. Her fik politihunden Pepsi færten af kvinden, som blev fundet klokken 14.45 på en skovvej i nærheden – noget forkommen, og derfor blev hun kørt til sygehuset i Nykøbing til et tjek.

En 100-årig kvinde forsvandt omkring klokken 21.30 fra et plejecenter på Vendsysselvej i Nykøbing, og flere politipatruljer – og hundepatruljer – blev sendt til stedet for at lede efter kvinden. Der blev også brugt en drone til at skaffe overblik, og politihundene snusede omkring i lokalområdet. Kvinden blev fundet i god og sikker behold klokken 2.53 i en bygning på stedet.