60-årig mand amok: Dolkede sin 61-årige kone flere gange med en kniv

(Foto: Allan Andersen)

AARHUS: Østjyllands Politi fremstiller tirsdag en 60-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, sigtet for forsøg på manddrab.

Den 60-årige mand sigtes for forsøg på manddrab ved natten til tirsdag at have tildelt sin 61-årige kvindelige samlever adskillige knivstik. Overfaldet skete i parrets lejlighed i Aarhus V omkring kl. 3.00.

Det var en beboer i opgangen, der alarmerede politiet, da kvinden søgte tilflugt hos hende.

Politiet kom hurtigt til stedet og fik anholdt den 60-årige mand, som stadig befandt sig i sin lejlighed. Den 61-årige kvinde blev kørt til behandling på hospitalet. Hun er fortsat indlagt men er uden for livsfare.