Mand svindlet under salg af guldarmbånd til 35.000 kroner

(Modelfoto: Nordsjællands Politi)

KØGE: Onsdag eftermiddag kl. 15.07 anmeldte en 32-årig mand fra Stevns, at han netop var blevet snydt af en engelsktalende mand, som ville købe et dyrt guldarmbånd, som anmelderen havde sat til salg på Den Blå Avis.

En patrulje blev sendt til anmelderens bopæl, for at afhøre ham til sagen hvor den 32-årige havde aftalt med køberen, at de skulle mødes på Køge Station.

Køberen ville gerne have armbåndet vurderet hos en guldsmed, og på vej til guldsmeden tilbød køberen den 32-årige sælger, at han kunne tælle pengene. Han talte pengebundtet op, og der var 35.000 kr.

De fortsatte ind i guldsmedebutikken, hvor der var videoovervågning, men guldsmeden ville ikke vurdere armbåndet. På gaden ud for guldsmedebutikken, sagde køberen, at han gerne ville købe armbåndet, som han fik overrakt samtidig med at den 32-årige fik pengebundtet.

Først da køberen af armbåndet var forsvundet, opdagede den 32-årige, at det ikke var det samme pengebundt, som han havde optalt. I det pengebundt som han nu stod med i hånden var der kun 500 kr. samt 30 ét-dollarsedler.

Køberen blev beskrevet som engelsktalende og af anden etnisk baggrund.

Politiet efterforsker nu sagen, for at forsøge at finde frem til den engelsktalende køber, som snød den 32-årige.