Ny anholdelse i sag om voldtægt i Aabenraa

(Grafik: Pixabay)

AABENRAA: En 19-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for voldtægt af en 17-årig pige den 10. december. Den 19-årige blev anholdt i Tyskland og efterfølgende udleveret til Syd- og Sønderjyllands Politi. Yderligere tre er varetægtsfængslet.

En 19-årig mand, bosiddende i Aabenraa, blev fredag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for voldtægt af en 17-årig pige fra Kolding-området den 10. december i en bolig i Aabenraa.

Den 19-årige blev anholdt i Tyskland den 3. februar på baggrund af en efterlysning og efterfølgende udleveret til Syd- og Sønderjyllands Politi tidligere fredag.

Den 19-årige nægter sig skyldig og har taget forbehold for kære af varetægtsfængslingen.

Der er tale om den femte anholdelse i sagen, efter at Syd- og Sønderjyllands Politi modtog anmeldelsen om voldtægt den 11. december.

Politiet anholdt den 12. december fire mænd i alderen fra 22 til 29 år og sigtede dem for voldtægt og medvirken til voldtægt.

De fire blev fremstillet i et grundlovsforhør, hvor tre blev varetægtsfængslet. Den fjerde blev løsladt af dommeren, men sigtelsen er opretholdt.

Samtlige fire sigtede nægter sig skyldige.