Visitationszone forlænget i Køge

Politiet vurderer, at der fortsat er verserende konflikt mellem kriminelle grupperinger i Køge. Visitationszonen forlænges derfor i yderligere 14 dage.

Politidirektøren i Midt- og Vestsjællands Politi har i dag besluttet, at politiet fortsat skal have udvidet mulighed for at foretage stikprøvevisitationer i Køge. Området for visitationszonen er det samme, som blev bestemt den 29. januar 2020, hvor visitationszonen blev oprettet. Forlængelsen af visitationszonen gælder foreløbigt til den 11. marts 2020 kl. 18.00.

Siden visitationszonen sidst blev forlænget den 12. februar 2020 og frem til i dag har politiet foretaget 113 visitationer i visitationszonen, hvor der blev beslaglagt to skudsikre veste, en peberspray, to slagvåben og otte fyrværkeri ”bomberør”.

”Der er har ikke været nye skudepisoder i Køge, siden vi indførte visitationszonen. Det er vores vurdering, at det i høj grad skyldes det hårde tryk, som vi lægger på de kriminelle grupper, der er involveret i konflikten i Køge. Men selv om det er lykkedes os at forhindre nye voldelige episoder, mener vi, at den underliggende konflikt stadig består. Derfor vælger vi at forlænge visitationszonen, så vi kan fastholde trykket på de kriminelle gennem øget patruljering og målrettede visitationer,” siger politidirektør i Midt- og Vestsjællands Politi, Svend Larsen.

”Samtidig kører efterforskningen af de tidligere skudepisoder på højtryk. Vi arbejder målrettet på at finde de skyldige og stille dem til ansvar, for jo flere af de involverede, vi får fængslet, jo mindre bliver risikoen for nye voldshandlinger,” siger Svend Larsen

Visitationszonen afgrænses af Lyngvej med start her: Køge Bugt Motorvej – Tranholmsvej – Gammel Lyngvej – Nylandsvej – Stevnsbovej – Københavnsvej – Værftsvej – Cementvej – Havnen – Carlsensvej – Strandvejen – Søndre Viaduktvej – sti kaldet Sønderstien – Vidarsvej – langs togbanen frem til Egeøjevej – Ravnsborgvej – Orkestervej – Klemmenstrupvej – Bregnevej – Marksvinget – frem til sti vest om Ellemarken – Ringstedvej – Ringvejen – Ølbyvej – frem til Køge Bugt Motorvejen – Køge Bugt Motorvejen fra Ølbyvej frem til Lyngvej.

Kort over visitationszonen

Beslutning om oprettelse af visitationszone