Rumænsk indbrudstyv løbet op og anholdt: Sigtet for flere indbrud

(Foto: Allan Andersen)

KØGE: Lørdag morgen kl. 07.48 overraskede en 39-årig mand fra Køge en fremmed mand i sit kolonihavehus, da anmelderen ankom til stedet. Den fremmede mand flygtede straks ud via et vindue og løb i retning mod Åkandestien, hvor han forsvandt.

Politiet kørte til området med flere patruljer, hvoraf den ene i området ved Ølby S-station bemærkede en mand, der passede på beskrivelsen af indbrudstyven. Da politiet ville henvende sig til ham, stak han af i løb, men blev dog indhentet efter ca. 300 meter. Politiet foretog herefter anholdelse af en 30-årig mand fra Rumænien, som blev sigtet for indbrud i kolonihavehuset.

Rumæneren viste sig også i forvejen at have et indrejseforbud i Danmark, så han blev også sigtet for den overtrædelse af udlændingeloven, ligesom han også var efterlyst af Nordsjællands Politi som mistænkt for indbrud i et fritidshus i den politikreds.

Den anholdte rumæner blev samme eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Holbæk, hvor dommeren besluttede at varetægtsfængsle ham foreløbigt frem til den 12. marts 2020.

Politiet vil nu undersøge, om han kan stå bag andre indbrud også i Midt- og Vestsjællands politikreds, ligesom Nordsjællands Politi også skal tale med ham om deres indbrudssag.