Indbrudstyv fanget, da han ville tage taxa fra gerningssted

(Arkivfoto: Allan Andersen)

ÅBYHØJ: En 39-årig mand blev onsdag kl. 15.30 anholdt med lommerne fulde af penge, som han netop havde stjålet fra et Lægehus på Silkeborgvej i Åbyhøj.

En lægesekretær i lægehuset hørte en lyd af mønter på metal inde fra et kontor, og så derefter en mand løbe fra kontoret og ud af udgangsdøren. Lægesekretæren fandt efterfølgende ud af, at deres pengekasse var væk.

Hun løb tilbage til lægehuset og beskrev manden for en af lægerne, der prompte satte sig i sin bil og kørte rundt for at lede efter manden. Ikke langt fra lægehuset så han en mand, der svarede til beskrivelsen, sidde på nogle paller på fortovet, og lægen ringede til politiet, mens han holdt øje med manden.

En patrulje ankom til stedet netop som den 39-årige mand var ved at sætte sig i en taxa. Da betjentene visiterede manden, fandt de 4400 kr. i kontanter i mandens lommer. Manden erkendte forholdet og blev anholdt og sigtet for butikstyveri.