Mand modsatte sig anholdelse på stjålet knallert

ÅBYHØJ: En civilklædt betjent standsede søndag kl. 14.45 en 42-årig fører af en knallert på Silkeborgvej i Åbyhøj, da knallerten var meldt stjålet.

Betjenten gjorde sig tydeligt til kende som politi over for knallertføreren både i forbindelse med og efter standsningen.

Vidner på stedet fortalte, at den 42-årige derefter var løbet fra stedet, hvorfor betjenten løb efter ham og anholdt ham.

Den 42-årige blev anholdt og sigtet for brugstyveri af knallert samt for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde. Den 42-årige blev desuden testet positiv for narko og blev derfor også sigtet for narkokørsel samt for kørsel i frakendelsestiden.