Mor og søn anholdt for drabsforsøg: Begge varetægtsfængslet

KORSØR: Natten til den 8. marts blev der affyret flere skud mod en lejlighed på Motalevej i Korsør. Politiet har siden da intensivt efterforsket sagen og herunder indhentet omfattende videomateriale samt afhørt en række vidner.

Efterforskningerne og afhøringerne har nu ført til, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi mandag i samarbejde med en anden politikreds anholdt og sigtede to personer for drabsforsøg, de anholdte er en 44-årig kvinde og hendes 24-årige søn.

De blev begge fremstillet i grundlovsforhør tirsdag eftermiddag ved retten i Næstved, hvor der blev begæret dørlukning af efterforskningsmæssige årsager.

Planen var at de to skulle have været for en dommer om formiddagen, men en af de sigtede blev dårlig kort forinden og derfor måtte grundlovsforhøret udskydes.

– Vi ved fra vores tilstedeværelse i området, at denne skudepisode har gjort mange personer utrygge. Vi er derfor tilfredse med at vi nu har kunnet anholde og sigte to personer for drabsforsøg. Vi kan ikke afvise, at der kan komme yderligere anholdelser, siger politiinspektør Kim Kliver.

Den 44-årige kvinde og hendes søn blev begge varetægtsfængslet frem til d. 16. april.