Spritbilist lærer det aldrig: Taget to gange på et døgn

(Modelfoto: Allan Andersen)

GRÆSTED: En 55-årig mand fra Græsted kan bare ikke lade bilen stå, på trods af at han er frakendt kørekortet. På et døgn har Nordsjællands Politi sigtet manden for spritkørsel to gange efter standsning begge gange på Præstevejen.

Tirsdag eftermiddag kl. 15.46 stoppede en politipatrulje den 55-årige mand på Præstevejen, og sigtede ham for både at køre bil uden kørekort samt spirituskørsel.

Tirsdagens køretur kostede således mindst en bøde på 7000 kroner for kørsel uden førerret, og dertil kommer bøden for spirituskørsel som er afhængig af hans indtægt.

Manden kom en tur med til Hillerød hvor der blev udtaget en blodprøve, som skal vise den præcise promille og for mange stopper historien med den første sigtelse, men den 55-årige mand fra Græsted er åbenbart mere end almindeligt svær at nå.

Stoppet igen på Præstevejen
Allerede onsdag eftermiddag kl. 16.38, og altså under 24 timer siden seneste sigtelse, blev den samme 55-årige mand standset og kontrolleret på Præstevejen, det bekræfter Nordsjællands Politi overfor Kriminalmagasinet Politirapporten.

Her viste det sig endnu engang at manden havde sat sig bag rattet i frakendelsestiden, hvilket udløser en bøde på mindst 8.500 kroner, ligesom manden igen fik politiets alkometer til at slå ud over det tilladte som således udløste en helt ny sigtelse for spirituskørsel.

På under et døgn har den 55-årige mand oparbejdet bøder på minimum 15.500 kroner for kørsel uden førerret, dertil kommer bøderne for spritkørsel og hvis den 55-årige mand ikke har forstået politiets budskab og bliver taget een gang til bag rattet bliver bilen beslaglagt på stedet.

Straffen for kørsel uden førerret
Første gang straffes kørsel uden førerret med 7.000 kroner i bøde.
Anden gang koster det 8.500 kroner.
Tredje gang er bøden 10.500 kroner, og bilen kan konfiskeres af politiet.
Fjerde gang koster det 14.000 kroner og derefter længere og længere fængselsstraf.
Kilde: Anklagemyndigheden