Udvidelse af midlertidig grænsekontrol i Nordjylland

(Foto: Google Streetview)

Som følge af regeringens beslutning i går aftes, 13. marts 2020, om en udvidelse af den midlertidige grænsekontrol skal Nordjyllands Politi nu gennemføre kontrol i Aalborg Lufthavn, Hirtshals Havn og på Frederikshavn Havn fra den 14. marts 2020 kl. 12.00 til og med den 13. april 2020.

Baggrunden er, at denne midlertidige grænsekontrol er et led at hæmme spredningen af coronavirus/COVID-19. Og det betyder, at Nordjyllands Politi fra kl. 12.00 d.d. indsætter personale til at understøtte udvidelsen af den midlertidige grænsekontrol.

Nordjyllands Politi iværksætter dermed en tydelig kontrolindsats i Aalborg Lufthavn, Hirtshals Havn og Frederikshavn Havn begyndende fra i dag og som implementeres i løbet af de kommende dage.

Politiet vil således være til stede ved ankomster og afgange.

Anerkendelsesværdigt formål kræves 
Det kommer til at indebære, at personer, som ikke har et anerkendelsesværdigt formål med indrejsen, skal afvises.

Den midlertidige grænsekontrol får altså ikke konsekvenser for de borgere, der bor eller arbejder i Danmark, herunder selvstændige erhvervsdrivende, der udfører arbejde i Danmark samt lastbiler med gods – f.eks. fødevarer og medicin. Men disse personer og køretøjer vil, ligesom øvrige personer og biler, blive kontrolleret.

Kontrollen skal forhindre, at udenlandske statsborgere, som ikke har et anerkendelsesværdigt formål med indrejsen, kommer ind i landet med øget smitterisiko til følge.

Personer, der krydser den danske grænse for at komme hjem, f.eks. svenskere, der har været på ferie i udlandet, vil blive anset for at have et anerkendelsesværdigt formål med indrejsen. Det samme gælder ved transit i lufthavnen og for flypersonale.

”Det er vores hensigt at udføre kontrollen, så den er til mindst mulig gene for rejsende og trafikafviklingen,” siger Anders Uhrskov, men der vil opstå forlænget rejsetid og ventetid i forbindelse med kontrollerne.

På coronasmitte.dk kan du læse mere om, hvad der er, og hvad der ikke er et anerkendelsesværdigt formål.