Ung mand sigtet for brandstiftelse: Satte ild til og ringede så 112

(Modelfoto: Lars Aarø / Østjyllands Politi)

GREVE: Tirsdag aften kl. 18.04 kom et alarmopkald fra en 17-årig mand om brand i et toilet ved Greve Center.

Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor der var ild i en spritdispensor, som hang tæt ved toilettet til at afspritte toiletbrættet med. Brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden, inden den spredte sig yderligere.

Politiet undersøgte stedet, som viste tegn på at branden var påsat, og i toilettet fandt politiet også en lighter.

På stedet traf patruljen anmelderen, en 17-årig mand fra Greve, og på overvågningen fra centeret kunne politiet se, at anmelderen havde været inde på toilettet kort før branden opstod.

Politiet mistænker derfor den 17-årige anmelder af branden for at stå bag, så han blev sigtet for forsætlig brandstiftelse. Politiet efterforsker nu sagen, for at få klarlagt, om andre kan mistænkes for at have påsat branden.