Værsgo: Borger afleverede håndgranat på politistation

(Arkivfoto: Allan Andersen)

HILLERØD: Der blev onsdag formiddag afleveret en håndgranat på politiekspeditionen på Østergade, og det tømte lokalet på stedet for personale.

Håndgranaten stammer formentlig fra en oprydning i et dødsbo, oplyser Nordsjællands Politi.

Den viste sig dog kun at være farlig, såfremt at man tabte den ned over tæerne eller slog andre i hovedet med den.

– De meldinger, jeg har, er at der var tale om en skarp håndgranat, der dog ikke var isat detonator og EOD har afhentet den, oplyser Henriette Døssing fra Nordsjællands Politi’s presseafdeling.

Afleveringen af håndgranaten skete heldigvis onsdag, hvor der er fast lukket for borgerhenvendelser på politiekspeditionen – således var der ikke nogen andre borgere som kom i nærheden af håndgranaten. Personalet i rummet trak væk fra ekspeditionen indtil håndgranaten var blevet afhentet af EOD omkring kl. 10.25.