Mand efterlyses for butikstyverier i Holstebro

En højtaler og flere flasker spiritus – det er, hvad en ukendt mand menes at have stjålet fra butikker i Holstebro. Nu frigiver Midt- og Vestjyllands Politi et overvågningsbillede af manden i håbet om at finde frem til ham ad den vej.

Politiet vil gerne have offentlighedens hjælp til at finde frem til en mand, der er efterlyst for flere butikstyverier. Derfor offentliggør Midt- og Vestjyllands Politi nu et billede af manden.
Omkring klokken fire om eftermiddagen den 1. april tog manden tre flasker spiritus fra vinafdelingen i Bilkas varehus på Nyholmvej i Holstebro. Han forlod herefter varehuset uden at betale for varerne. Politiet mener, der er tale om den samme mand, som senere på måneden – nærmere bestemt tirsdag den 21. april – stjal en højtaler fra Yousee i Nørregade i Holstebro.

Signalement af manden:
35-40 år
175-195 cm.
Spinkel
Lys hud
Kort, sort hår med høje tindinger
Sort/grå dunjakke med hvidt logo bag på højre skulder
Medbragte en rød plasticpose

Kontakt politiet på 114
Hvis nogen genkender manden eller har andre oplysninger, der kan hjælpe med opklaringen, så vil Midt- og Vestjyllands Politi meget gerne høre om det på telefon 114.