Nu igen: Ukendte personer kaster æg fra kørende biler

Æg skal spises eller trilles - de skal aldrig kastes mod andre mennesker, og slet ikke fra en kørende bil. (Modelfoto)

LYNGBY: Igen er der personer som muntrer sig med at kaste æg mod tilfældige mennesker på gaden – det er dog yderst farligt når æg kastes fra kørende biler og er regnet som regulær vold i henhold til straffeloven.

En 21-årig mand fra København kom søndag aften kl. 20.39 cyklende ad Lyngby Hovedgade, da ‘noget’ kom flyvende mod ham fra modgående retning.

Kort efter skete det igen, men denne gang blev han ramt af, hvad der viste sig at være æg, som blev kastet fra en hvid mellemstor bil.

En patrulje kørte dertil for at kigge efter bilen, men den var ikke længere at finde i området, oplyser Nordsjællands Politi i dagens døgnrapport.

Det er ikke drengestreger
Ved tidligere voldssager med æggekast har politiet fastslået, at det er særdeles farligt at kaste æg mod andre mennesker, som risikerer alvorlige skader, hvis de feks rammes i ansigtet, øjnene eller tænderne.

Hvis et æg kastes mod en modgående fodgænger fra en bil med feks. 50 km/t, så rammer ægget fodgængeren med mindst samme hastighed som bilen kører og ikke blot den hastighed som det er kastet ud af bilen med – det er således på ingen måde en uskyldig leg.

Der er ved tidligere voldssager set blødende sår, blå mærker og buler efter kast med æg mod uskyldige på gaden.