Politi: Ingen forbrydelse bag tragisk ligfund

(Foto: Allan Andersen)

VILLINGERØD: Onsdag eftermiddag kl. 14.41 blev der slået alarm til 1-1-2 om en mand som lå livløs i Esrum Å, lige hvor den krydser Villingerødvej. Ambulancereddere og en læge kom ud til stedet, hvor den livløse mand blev erklæret for død med det samme.

Fundet af manden under de ret så specielle omstændigheder medførte en omfattende politiindsats på findestedet, og medførte en del opmærksomhed.

Først fik politiet rekvireret brandmandskab fra Frederiksborg Brand og Redning til at løfte den afdøde mand op af den smalle å, hvorefter han kunne afdækkes for nysgerrige blikke ved opsætning af skærme på stedet, mens mængden af politi på stedet hurtigt voksede.

Retsmedicinere holdt et ligsyn på stedet, mens teknikere indsamlede en mængde materiale både fra den afdøde og fra området hvor han blev fundet – politiet lagde fra starten ikke skjul på at man betragtede sagen som et mistænkelig dødsfald og derfor kørte man ‘hele pakken’ for at være siker i sin sag.

De mange timers politiarbejde endte da også med at bære frugt, idet den afdøde blev identificeret som en 67-årig mand fra lokalområdet og i samme ombæring viste de tekniske undersøgelser på stedet ikke nogen tegn på at der var begået en forbrydelse mod den 67-årige mand.

Nordsjællands Politi har underrettet de pårørende til den afdøde 67-årige mand.