15-årig fremstilles i grundlovsforhør efter knivstikkeri

(Foto: Allan Andersen)

KLARUP: En 15-årig, der torsdag aften blev anholdt efter et knivstikkeri i Klarup, bliver fredag fremstillet i et grundlovsforhør. Politiets efterforskning i sagen fortsætter. Der er ingen sammenhæng til de to tidligere forhold.

Den 15-årige formodede gerningsmand fremstilles i dag kl 12 i Retten i Aalborg, og han sigtes for overtrædelse af straffelovens § 245 om kvalificeret vold.

”Der er tale om knivstikkeri – og dermed alvorlig vold. Derfor har vores jurister vurderet, at der skal ske fremstilling af den mistænke,” forklarer lederen af politiets efterforskning, fg. vicepolitiinspektør Christian Toftemark, der tilføjer, at politiets efterforskning af gårdsdagens knivstikkeri fortsætter.

”Der er vigtigt at sige, at der ikke er noget i vores efterforskning af denne sag, som tyder på, at der er en sammenhæng med de to tidligere sager om knivstikkeri i Aalborg,” understreger Christian Toftemark.

Mindre uoverensstemmelse
Derimod viser politiets efterforskning, at der er tale om en mindre uoverensstemmelse mellem to grupper af lokale drenge i Klarup, som kort før kl 18.00 i går udvikler sig til knivstikkeri.

”Og en sådan anmeldelse tager vi alvorligt; derfor rykkede vi straks ud, afspærrede gerningsstedet og indledte en massiv efterforskning af sagen,” forklarer fg. vicepolitiinspektør Christian Toftemark, og han tilføjer, at en patrulje i området hurtigt efter anmeldelsen, nemlig kl 18.19, kunne anholdte den formodede gerningsmand til knivstikkeriet.

Efterforskningen fortsætter
Christian Toftemark forklarer, at politiets videre arbejde nu består i en række efterforskningsskridt, blandt andet skal efterforskerne foretage forskellige tekniske undersøgelser samt afhøre og eventuelt genafhøre vidner, forurettede og naturligvis den sigtede i sagen, ligesom at de sociale myndigheder er inddraget på grund af den formodede gerningsmand unge alder.

”Vores opgave er at tilvejebringe et klart billede af, hvad der er sket før, under og efter episoden, så hele hændelsesforløbet kan blive fuldt belyst,” forklarer Christian Toftemark.

Den forurettede, en 16-årig dreng, var ved episoden blevet tildelt et knivstik i benet, og han kunne efter endt behandling udskrives fra sygehuset.

Nordjyllands Politi har generelt øget sin patruljering i politikredsen på grund af corona-situationen, og man vil derfor generelt kunne se mere politi på gaden i den kommende tid, herunder også i weekenden.